Fædre og sønner i Turbinehallerne

'Høsten' hører til i den intime afdeling.Det handler om to forhutlede sønner i hver sin ende af 20rne, der opsøger den far, de aldrig har haft. Han holder til på et usselt landbrug uden for lands lov og ret. Undervejs slutter naboernes yndige datter med storbymentaliteten sig til selskabet.

'Høsten' spinder endnu en ende over det traditionsrige opgør mellem sønner og deres fædre. Krogholt peger med sit stykke på, hvordan manden i dag er mere eller mindre fortrængt fra den moderne familie, hvor hans traditionelle opgave som skaffedyr er udspillet. Dermed mister drengene deres forbillede for en vellykket udvikling som mænd og fædre.

Det tragiske er, at der i det virkelige liv og i den skildrede historie allerede anes en kædereaktion, 'som fædre så sønner'.

Sønnerne har på hver deres afstand skabt helt urealistiske billeder af deres far, der selv har gjort, hvad han kan for at forstørre (livs)løgnen.

De to drenge er opfyldt af et angstfuldt raseri over, at forbilledet krakelerer kombineret med frygten for at blive/være som faderen.

Stykket starter med drengenes indbrud i faderens tomme hus. De har tilfældigt mødt hinanden på et værtshus på vej i samme ærinde, at gøre op med faderen.

De har ikke set hinanden i en årrække. Storebroderen Rake tog tidligt på langfart og efterlod Paw hos moderen og hendes skiftende mænd. Paw har således følt sig svigtet af begge sine forbilleder, både faderen og storebroderen. De har dermed også deres eget mellemværende at håndtere.

De afbrydes meget tilpas af nabotøsen Cirkeline, kaldet Line, opkaldt efter en populær tegneseriefigur fra '70erne, kendt fra TV. Hun er åbenlyst tiltrukket af drengenes far som en 'rigtig urmand'. Hendes savn beror på, at hendes hippieforældre har bortdefineret sig fra deres forældrerolle. De vil ikke kaldes far og mor, men Tut og Willy og være hendes gode venner og være åh, så frie.

Faderen viser sig først på scenen efter pausen i al sin oppustede, fordrukne elendighed. Efter megen snak kulminerer konflikten i, at drengene hærger den omkringliggende roemark, der spiller sin særlige rolle for mandig dåd. Alt imens forlader faderen slagmarken fulgt af Line.

Færdig, finale.

Stykket virker medrivende og ganske underholdende. De fire spiller overbevisende. Men om stykket holder er vel tvivlsomt. Konflikten virker fortærsket, hvilket ikke bliver bedre af, at forfatteren har høstet grundigt i det tunge mytologiske stof, fra den græske skabelsesberetning til Nordens Ragnarok .

Faderens fremtræden er også noget problematisk. I starten kender han ikke de enkleste ord. Mod slutningen holder han lange filosofiske enetaler.

Mand, det er svært at være mand !

Som en særlig scenografisk effekt oplever man i øvrigt de medvirkende som ca. 2 1/2 meter høje, når de opholder sig bagest i rummet på grund af en (utilsigtet(?)) perspektivisk virkning.

Men god fornøjelse.

Turbinehallerne er godt teater.

Ole Jall