Holberg: Uden hoved og hale
bearbeidelse Camilla Hübbe og Emil Korf-Hansen, regi: Emil Korf-Hansen
med: Ellen Hillingsøe, Jesper Hyldegaard, Kristian Holm Joensen, Henrik Koefoed, Tina Gylling Mortensen, Mads M. Nielsen, Susan A. Olsen, Anne Marie Pock-Steen, Mogens Rex
Det Kongelige Teater Stærekassen
premiere 3.12.1998

av Ole Jall

Mandestrip i Stærekassen


Mannestripp med Holberg: Mads M. Nielsen, Susan A. Olsen, Henrik Kofoed og Kristin Holm Jensen, foto: Thomas Petri


Ellen Hilingsø og Eva Nauman i Uden Hoved og Hale, foto: Thomas Petri
 
Både i bogstavelig og i overført betydning bliver mændene klædt af til skindet i denne grundigt reviderede og krast humoristiske udgave af Holbergs Uden Hoved og Hale på Det Kongelige Teaters Ny Scene.

Stykket blev allerede i samtiden, bl.a. af forfatteren selv, anset for mindre interessant for teatret og har ikke været set der siden 1787. I Camilla Hübbe og Emil Korf-Hansens bearbejdelse optræder nu både den aktuelle statsminister i Ovidius forklædning, fuld af pragmatisk tågesnak og et mangeårigt ungdomsorakel fra radioen med sine kække råd.

Stykket skildrer de 3 brødre: Ovidius, den holdningsløse politiker, Leander, den fordrukne vantro og Roland, den overtroiske asket. Omkring dem bevæger sig en håndfuld beregnende kvinder på hver deres mandejagt, samt de to 'troende' brødres tjenere.

Intrigen folder sig ud, efter at den overtroiske og den vantro ufrivilligt har 'byttet' tro under indflydelse af den dæmoniske grønlænder og hendes underskønne datter. Sindelagsskiftet får blandt andet tjenerne til at skifte herrer og bytte tøj, helt ind til det bare skind - og det midt på scenen !

Både pragmatismen og de ekstreme holdninger latterliggøres på det morsomste. Kvinderne får også en gang med grovfilen: "De eneste djævle er kvinderne !"

Stykket ER virkeligt morsomt og meget velspillet. Emil Korf-Hansen står også for iscenesættelsen. Scenografen Christian Friedländer har henlagt det til et rum, der fremstår som en vandrehal i et rådhus og/eller på en banegård i lortebrun funkisstil. Der er plads til det hele ! Herunder Døden med lirekasse, hvorfra der afspilles velkendte politiske slagere, nationalsange og andre klenodier fra den danske sangskat, mens teksterne dertil aflires på en vældig lysavis. Lysavisen fremviser desuden diverse fyndord a la "Kvinden lugter af fisk !" og "Husk altid at have jern i sengen !" samt kantinens seneste slagtilbud som, "Fars med mos, 19,95".

Selvom grønlænderne til sidst ryger lige lukt i helvede og Ovidius efterlades forladt af alle, fortoner stykkets morale sig noget i teatertågerne - både Holbergs og Hübbes og Korfs-Hansens. Stykket savner en 'role model' og fremstår på den måde mere som et stykke lørdagssatire i fjernsynet. Her er alle gale !

Men på den anden side er det længe siden, vi har grinet så godt og så rigeligt i Det Kongelige Teater. Det kan gå hen og blive en tilbagevendende nytårsbegivenhed med løbende opdatering.

Uden Hoved og Hale havde premiere på Holbergs fødselsdag, den 3die december. Derefter spilles den i december og januar.

Ole Jall